fbpx
En forældres værste frygt

I 2014 blev det år, hvor alles forældre frygt bankede på min dør.

Min mellemste søn kom hjem en dag fra skole med høj feber og influenza lignende symptomer, på det tidspunkt var han 15 år.
Han var syg, havde ingen appetit og jeg kunne ikke kende ham. Jeg kunne godt fornemme min søn bag de syge øjne, men han var fjern, meget fjern!
Jeg husker lige så tydeligt at jeg gav ham saftevand, han havde lige taget en sluk, da han løb ud på toilettet og kastede det hele op igen.

Den nat sov jeg ikke.

Da jeg gik ind og tjekkede til ham, hvilket skete ret ofte, havde han små røde knopper på kroppen. Jeg ringede straks til 1813.
Jeg sagde min søn var alvorlig syg med 40 i feber og røde prikker på kroppen.
“Vi har ikke nok lægevagter var svaret”

Jeg bad hende om, at gøre en forskel for en gangs skyld. Sjovt nok, så blev der lige pludselig lægevagter nok.

Der gik ikke mere en 20 min. før der kom en læge. Lægen nåede kun lige ind på min søns værelse og så ham, da hun greb ned i hendes taske og tog en sprøjte frem og ringede 112. Lægen så på mig og sagde din søn har meningitis.

I det sekund troede jeg at jeg skulle dø.

Jeg skulle bevare roen over for den ældste søn og min datter, samt pakke en taske og ringe til min datters far og sønnens far.

Alt sortnede for mig, mit POTS var på højtryk og når min syge søn så på mig, vidste jeg ikke om det var sidste gang jeg skulle se ham.

 

Hospitalet

Da vi kom til hospitalet stod der et hold af læger og tog i mod os.

Jeg vidste godt inderste inde, at det her var meget alvorligt, men de 5 læger som stod der, gav et tydeligere billedet af, at det her gjaldt liv eller død.

Det var så forfærdelig at se på. At se min søn kæmpe for sit liv.

Da min søn havde fået antibiotika og væske blev vi kørt op på afdelingen. Vi kom ind på overvågnings stuen, hvor han fik en masse elektroder på kroppen, så de kunne holde øje med om han trak vejret.

Timerne efter sad jeg og holdt ham i hånden, mens jeg så på ham at han sov og fortalte ham hvor meget jeg elskede ham.

 

I bedring

Næste dag havde min søn fået det bedre.

Da han blev indlagt havde han som sagt de her små blødninger som viste sig som små mørke pletter i huden på størrelse med et knappenåls hoved – såkaldte petekkier, som var et tegn på, at bakterier havde spredt sig til blodet.

De var gudskelov blevet mindre.

 

Da dagen kom dagen hvor vi skulle hjem, kiggede jeg op på himlen og takkede for, at min søn var i live.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *